Ordbog om neurodivergens - med fokus på ADHD, autisme og arbejdsliv
Jeg skriver om neurodivergens, fordi her gemmer det moderne arbejdsliv på sine største kontraster og muligheder. Her bor udfordringer - men det er også her, vi finder og udvikler potentialer, når vi tør skabe plads til forskellige måder at tænke på. Men begreberne kan hurtigt blive tekniske eller indforståede.
Derfor har jeg lavet denne lille ordbog til generel indsigt og støtte til mine artikler. Målet er at hjælpe til et fælles sprog og forståelse for de mekanismer, handlinger og behov, vi møder hos hinanden hver dag. Udover en ultrakort definition af begreberne er de vinklet til både ledere og individer for at skabe en personlig og direkte relaterbar beskrivelse. Du kan bookmarke og benytte siden, når du sidder og tænker 'Hvad er det nu lige, det der betyder?'
Har du idéer til begreber der mangler på listen? Så skyd mig straks en besked!
Grundbegreber
ADHD
"Attention Deficit Hyperactivity Disorder", på dansk en opmærksomhedsforstyrrelse med indre eller ydre tegn på hyperaktivitet. Det påvirker de eksekutive funktioner, blandt andet koncentration og impulskontrol. Personer med ADHD kan være meget initiativrige, se muligheder og sætte ting hurtigt i gang.
Leder-vinklen
Hjælp med tydelige deadlines, giv plads til variation og mulighed for hyperfokus. Det handler om at minimere støj og uinteressante forstyrrelser og i stedet maksimere mening.
Individ-vinklen
Din hjerne søger stimulering og mening. Det er ikke mangel på vilje, men et spørgsmål om at finde de rette strategier til at styre din energi.
AuDHD
En kombination af både autisme og ADHD. Det skaber en unik profil, hvor behovet for struktur (autisme) ofte er i konflikt med behovet for nyt og stimulation (ADHD).
Leder-vinklen
Dette er en kompleks profil, der kræver fleksibilitet sammen med rammer. Du kan hjælpe med at bygge rammer, struktur og forudsigelighed, men samtidig give plads til konstruktive kreative impulser og spontane spurt på specifikke arbejdsopgaver.
Individ-vinklen
Det kan føles som at træde på speederen og bremse samtidig. Det kræver øvelse at balancere dit behov for ro med din jagt på nye input - og samtidig finde ud af hvornår hvilke af de modsatrettede behov der er på spil.
Autisme
ASD = Autism Spectrum Disorder, på dansk 'autismespektrumforstyrrelse'. En anderledes måde at bearbejde sanseindtryk og social information på. Det indebærer ofte en præference for struktur, dyb faglig specialisering og logisk gennemsigtighed.
Leder-vinklen
Du kommer oftests længst med direkte præcis kommunikation uden ironi eller skjulte dagsordener. Forudsigelighed i opgaver skaber en tryghed, der hjælper til for at sætte potentialet hos medarbejderen frit.
Individ-vinklen
Verden kan føles overvældende og ulogisk. Det kan hjælpe dig til højere trivsel i din hverdag, at lære dine egne grænser for social interaktion og sanseindtryk og handle derefter.
DE&I (Diversity, Equity & Inclusion)
En strategisk ramme for at fremme mangfoldighed (Diversity), retfærdighed (Equity) og inklusion (Inclusion) på arbejdspladsen.
Leder-vinklen
Det handler ikke om kvoter, men om at designe systemer, der fjerner biases og barrierer for talenter. Inklusion af neurodiversitet er en afgørende del af en moderne DE&I-strategi og kan faktisk måles på en bedre bundlinie i virksomheden.
Individ-vinklen
Det er din ret at blive vurderet på dine kompetencer og få de tilpasninger, der gør, at du kan bidrage på lige fod med dine kolleger og at du ikke udsættes for diskrimination.
Kognitiv tilgængelighed
Den praktiske eksekvering af neuro-inklusivitet. Det handler om at designe processer, systemer og kommunikation, så de minimerer mental støj og understøtter hjernens naturlige arbejdsmåde.
Leder-vinklen
Brug visuel virkemidler, klar struktur og tydelig kommunikation til at fjerne unødig kognitiv belastning hos dine medarbejdere: fx fysiske huskelister, fælles status board, blokeret fokus-tid i kalender mv. Det hjælper faktisk alle.
Individ-vinklen
Når tingene er koncise fjernes frustrationen ved ulogiske systemer eller uklare instrukser, så du kan fokusere på dit arbejde og opgaver i stedet for at bruge tid til at forstå dem først.
Komorbiditet
Når to eller flere diagnoser eller tilstande optræder samtidig hos den samme person. Inden for neurodiversitet ses det ofte , at man navigerer med flere "passagerer" i bilen på én gang - f.eks. ADHD og autisme kombineret med angst eller depression.
Leder-vinklen
Vær opmærksom på, at én løsning ikke nødvendigvis dækker alt. Når en medarbejder har flere tilstande i spil, kan behovene indimellem modarbejde hinanden. Det kræver en nysgerrig og fleksibel tilgang til planlægningen, hvor I sammen finder de ruter, der skaber den mest farbare vej for hele mennesket - og sammen respektere, at det er ok, at i skal tilpasse undervejs.
Individ-vinklen
Det kan føles som at skulle styre efter to forskellige kort på samme tid. Ved at forstå samspillet mellem dine diagnoser kan du bedre gennemskue, hvorfor dit system reagerer, som det gør. Det handler om at finde balancen, så de forskellige behov ikke fører til motorstop, men i stedet bliver en del af din samlede køreoplevelse.
Neuro-inklusivitet
Den overordnede strategi og kultur, der sikrer rammer, hvor alle hjernetyper kan præstere uden at skulle "lave sig selv om". Hvor inklusivitet er målet, er kognitiv tilgængelighed midlet.
Leder-vinklen
Det er ikke velgørenhed, men en optimering af teamets samlede potentiale og trivsel gennem psykologisk tryghed og tilpassede rammer.
Individ-vinklen
Det giver dig friheden til at bruge din energi på opgaven i stedet for at bruge den på at "maskere" dine naturlige træk for at passe ind.
Neurodivergens
En paraplybetegnelse for hjerner, der fungerer, lærer og bearbejder information anderledes end gennemsnittet (f.eks. ADHD, autisme, ordblindhed, angst, depression og psykiske lidelser generelt...). Op mod 20% af hele befolkningen, når vi regner alle med.
Leder-vinklen
Det er ikke en diagnose, du skal behandle, men en menneskelig ressource, du kan hjælpe til at fungere, trives og levere i sit arbejde.
Individ-vinklen
Det er en anerkendelse af, at din måde at opleve verden på er en naturlig variant, ikke en fejl. I de rette rammer kan det endog være en styrke, fordi du ser og kan løse ting på andre måder end de fleste.
Neurotypisk
Betegnelsen for majoriteten, hvis hjerner fungerer inden for det, som af samfundet er defineret som "normen". Cirka 80% af folkning.
Leder-vinklen
Det er vigtigt at forstå, at de fleste arbejdsprocesser ofte er designet af neurotypiske - til neurotypiske.
Individ-vinklen
Det forklarer, hvorfor mange sociale spilleregler og arbejdsmetoder kan føles intuitive for andre, men ikke er logiske for dig.
Psykologisk tryghed
Troen på, at man ikke bliver straffet eller ydmyget for at begå fejl eller være sig selv.
Leder-vinklen
Grundstenen for al udvikling. Uden denne tør ingen fortælle dig, at dit projekt er ved at køre af sporet - og de bruger mental energi på at holde sig selv sammen i stedet for på arbejdet.
Individ-vinklen
Det er følelsen af, at du kan sige din mening og udtrykke dine behov uden at frygte konsekvenserne.
Mennesket & Arbejdslivet
Body Doubling
En teknik, hvor man arbejder bedre, blot fordi der sidder en anden person i rummet (uden man nødvendigvis samarbejder).
Leder-vinklen
Et simpelt, lavpraktisk værktøj til at hjælpe medarbejdere med at holde fokus på kedelige opgaver.
Individ-vinklen
Nærværet af en anden person kan fungere som et anker, der hjælper din hjerne med at forblive fokuseret på opgaven.
Dopamin
Hjernen belønner os for opgaver med dopamin. Nogle hjerner (specielt ADHD) er i dopaminunderskud og søger derfor mod motiverende opgaver der kan give et "dopamin-kick".
Leder-vinklen
Forståelse for, hvorfor visse opgaver har svært ved at blive gjort færdige, mens andre bliver løst på rekordtid.
Individ-vinklen
Interesse og spænding er dit brændstof; uden det kan selv de små rutineopgaver føles uoverkommelige. Store opgaver kan med fordel brydes ned, så du kan motivere dig selv med et klap på skulderen og en lille gevinst, når et lille delmål er nået.
Eksekutive funktioner
"Hjernens projektleder". Det er de processer, der gør os i stand til at planlægge, målrette og udføre handlinger. Da neurodiversitet er et spektrum, kan nogle være stærke i nogle funktioner, men kræve støtte til andre. Det er forskelligt fra person til person hvordan det kommer til udtryk.
- Igangsætning (Startmotoren): Evnen til at gå fra tanke til handling og påbegynde en opgave.
- Arbejdshukommelse (Instrumentbrædtet): Evnen til at fastholde og bearbejde information i nuet uden at miste tråden.
- Inhibition (Bremsen): Evnen til at stoppe en umiddelbar impuls og filtrere støj eller forstyrrelser fra.
- Kognitiv fleksibilitet (Gearskiftet): Evnen til at skifte fokus og omstille sig, når planer eller regler ændrer sig.
- Følelsesregulering (Termostaten): Evnen til at håndtere følelser, så de ikke blokerer for overblikket.
- Planlægning og prioritering (Køreplanen): At kunne gennemskue rækkefølgen af handlinger, der fører mod målet.
- Organisering (Værktøjskassen): Evnen til at holde styr på detaljer, filer og materialer i en struktureret ramme.
- Selvmonitorering (Bakspejlet): Evnen til at kigge på sin egen proces udefra og justere kursen undervejs.
- Tidsfornemmelse (Det indre ur): Evnen til at fornemme tidens gang og vurdere, hvor lang tid en opgave tager.
Leder-vinklen
Når en medarbejder "sidder fast", så prøv at finde ud af med medarbejderen hvad problemet er, og hvorfor de mentalt er kommet på på overarbejde. Er det Startmotoren eller Køreplanen den er gal med? Ved at målrette din støtte til den specifikke barriere, fremfor at bede dem om at "stramme sig op", såhjælper du til med fremdrift og psykologisk tryghed.
Individ-vinklen
Din hjerne fungerer som en motor, der indimellem har svært ved at starte eller skifte gear. Det er ikke et spørgsmål om intelligens, men om hvordan din mentale energi bliver fordelt. Ved at kende til dine egne flaskehalse kan du bygge de rette kognitive stilladser, der aflaster de funktioner, som kræver mest energi - og bede om hjælp der hvor der er brug for det.
Grounding
Teknikker til at bringe opmærksomheden tilbage til nuet og kroppen, når man føler sig overvældet, angst eller mentalt fraværende. Det handler om at genetablere kontakten med virkeligheden gennem sanserne.
Leder-vinklen
Når en medarbejder mister overblikket på grund af overbelastning, hjælper det ikke med flere instrukser, selvom det er velmenende. Giv plads til en pause, hvor de kan genvinde fodfæstet og "lande" i sig selv, før I genoptager dialogen. Det er afgørende for at undgå en meltdown.
Individ-vinklen
Tænk på grounding som at genvinde dit vejgreb. Når tankerne begynder at spinne ud af kontrol, hjælper det at mærke underlaget under dine fødder eller fokusere på dine sanser for at finde dit fæste igen. Det kan fx gøres ved stimme, åndedrætsøvelser, frisk luft væk fra arbejdet i et par minutter eller andre teknikker.
Glimmers
Det modsatte af triggers. "Glimmers" er små mikrosignaler i hverdagen, der sender besked til nervesystemet om, at vi er trygge. Det er de små lysglimt på ruten, der skaber ro og mental balance. Det bedste er, at vi selv kan opsøge dem 🌟
Leder-vinklen
Din opgave er at understøtte en kultur, hvor disse øjeblikke har plads. Det kan være alt fra at anerkende de små succeser til at sikre rum til uformelle pauser. Det er en direkte investering i dine medarbejderes psykologiske tryghed og deres evne til at navigere i hverdagen.
Individ-vinklen
Lær at spotte dine egne glimmers som en modvægt til hverdagens pres. Ved bevidst at lægge mærke til de små ting, der giver dig ro - som en god kop kaffe, et kort øjebliks stilhed, en kort opfriskende gåtur i slutningen af din pause - hjælper du din hjerne med at skifte gear fra alarmberedskab til restitution.
Hyperfokus
En tilstand af intens fordybelse, hvor fornemmelsen for tid og sted forsvinder. Ofte set hos folk med ADHD eller autisme. Kan fortsætte ind i udmattelse - eller give energi til mere (denne ordbog er fx lavet i hyperfokus 😉)
Leder-vinklen
Et kæmpe aktiv for virksomheden, men det kræver hjælp til at "lande" og skifte opgave igen for at al energien ikke bliver brugt og det tipper over i udbrændthed.
Individ-vinklen
Isoleret set en superkraft der lader dig løse komplekse ting lynhurtigt, men som kræver hvile bagefter. Så værn godt om dit energiniveau.
Kognitiv fleksibilitet
Evnen til at skifte perspektiv og tilpasse sig nye regler eller uforudsete ændringer. En udbredt udfordring for personer med autisme.
Leder-vinklen
I jobopslag og i agile projekter taler man ofte om fleksibilitet, men det bliver ofte glemt, at fleksibiliteten i praksis desværre betyder at folk hele tiden skal skifte retning. Arbejd med at gøre hverdagen forudsigelig. Forklar begrundelser for ændringer tydeligt. Lav og ikke mindst overhold planer.
Individ-vinklen
Det kræver energi at omstille sig; klare rammer og logisk retning gør det nemmere at navigere i forandring.
Kognitivt load
Den samlede mængde mental energi, en opgave kræver af arbejdshukommelsen.
Leder-vinklen
Hvis dine specialister bruger 80% af deres energi på et støjende storrumskontor, er der kun 20% tilbage til den komplekse problemløsning. Overvej hvordan du kan fjerne den mentale støj i dine medarbejderes hverdag. Det hjælper alle.
Individ-vinklen
Når bægeret er fyldt op af støj eller uklare krav, er der ikke plads til mere tænkning. Find dine strategier for restituering og grounding frem, og giv dig selv mulighed for at komme tilbage på en god måde.
Maskering (Masking)
Når en neurodivergent medarbejder bruger enorme mængder energi på at "spille normal" for at passe ind i kulturen og med kollegaer.
Leder-vinklen
Maskering er en genvej vej til øget stress. Skab tryghed, så folk kan være til stede som de er.
Individ-vinklen
Det er udmattende at opretholde en facade hele dagen for at undgå at blive dømt eller misforstået. Det kræver god energi, der i optimale rammer kunne bruges anderledes.
Meltdown (el. Shutdown)
Resultatet af en overbelastning af nervesystemet: Personen lukker mentalt ned og kan ikke overskue mere. Kan komme til udtryk som indelukkethed eller med udadvendt adfærd.
Leder-vinklen
Det er ikke et "temperament-problem", men et mentalt system-nedbrud, der kræver ro og reboot. For personen i situationen kan det være en hjælp blot at få anerkendelse til at begynde med.
Individ-vinklen
Dit systemet lukker ned og overblikket forsvinder, når det ikke længere kan håndtere presset. Kan trigges af specifikke situationer eller langvarige pressede perioder hvor amn ikke får restitueret.
Prokrastination
Et udtryk indenfor psykologi der indebærer udskydelse eller undvigelse af en handling, som skal afsluttes. Det indebærer at fokus flyttes til andre handlinger eller ved at personen sidder fast og "kører rundt" i det samme. Resultatet er at personen har svært ved at fuldende sin arbejdsopgave.
Leder-vinklen
Betragt prokrastination som et symptom på manglende overblik eller tryghed snarere end manglende vilje. Du kan kan hjælpe ved at anerkender at det kan være svært og så hjælpe med at bryde opgaven ned i bidder, der er så overskuelige, at de ikke længere trigger en undvigemanøvre hos medarbejderen.
Individ-vinklen
Det handler ikke om manglende vilje, men om en kamp med følelsesregulering og eksekutive funktioner. Ved at forstå, at din hjerne forsøger at beskytte dig mod ubehaget eller frustrationen ved en opgave, kan du flytte fokus fra selvkritik til hvordan du konkret bryder opgaven ned, så den kan løses i små bidder.
RSD (Rejection Sensitivity Dysphoria)
En ekstrem følsomhed over for kritik eller afvisning, ofte koblet til både autisme og ADHD.
Leder-vinklen
Hvordan du giver feedback, er afgørende for, om medarbejderen lytter eller lukker ned.
Individ-vinklen
Feedback og input kan føles som en hård kritik, fysisk smerte eller et totalt nederlag, selv når den er ment godt. Det kan være en hjælp at spørge hvordan andre hørte inputtet, som du også kan bede om omformulleringer, så du har mulighed for at høre inputtet på andre måder.
Sensoriske indtryk
Når hjernen bombarderes med flere sanseindtryk (lyd, lys, lugt), end den kan sortere kan der opleves en forvirring og overstimulering. Mange neurodivergente er sensitive overfor indtryk. Det kan være specifikke sanseindtryk der trigger en respons.
Leder-vinklen
En billig investering i støjdæmpende hovedtelefoner eller en skærmvæg kan gøre underværker i dagligdagen, for dem der er specielt udsat på de mange sanselige indtryk vi udsættes for.
Individ-vinklen
Det føles som om alle lyde og lys bliver skruet op på MAX på én gang. Find ud af hvilke ting du reagerer på, og find måder hvorpå du kan minimere eller undgå dem.
Stimming
En selvregulerende adfærd med gentagne bevægelser, lyde eller berøringer, der bruges til at regulere nervesystemet og skabe ro. Det er kroppens naturlige måde at skabe balance på, når der er enten for meget eller for lidt stimulation i omgivelserne.
Leder-vinklen
Det kan ligne rastløshed eller manglende fokus, men det er ofte det modsatte. Stimming hjælper medarbejderen med at bevare koncentrationen og regulere stress. Skab et rum, hvor det er acceptabelt at bevæge sig eller bruge hjælpemidler (fidgets), uden at det bliver italesat som et problem.
Individ-vinklen
Se stimming som din indre regulator, der justerer motorens omdrejninger. Det er din måde at holde systemet kørende uden at det overopheder. Ved at give dig selv lov til at bevæge dig, hjælper du din hjerne med at finde og holde det rette.
Task-switching
Det har en mental pris at skifte fra én opgave til en anden. For nogen kan det tage ekstra lang tid, at komme igang igen.
Leder-vinklen
For mange neurodivergente er denne pris meget høj. Minimér antalllet af afbrydelser i løbet af en dag for at bevare fremdriften. "Mange bolde i luften" kan være en udfordring.
Individ-vinklen
Hver afbrydelse kan føles som et tog, der bremser - og det tager tid at komme op i fart igen.
Triggers
Det modsatte af glimmers. En trigger er en udefrakommende påvirkning - som en lyd, en lugt, en kommentar eller en specifik situation - der aktiverer et øjeblikkeligt alarmberedskab i nervesystemet. Det er de uventede huller i vejen, der kan rykke den mentale balance.
Leder-vinklen
Se triggers som uforudsete forhindringer, der kan bringe en ellers velfungerende medarbejder ud af kurs. Som leder handler det ikke om at løse alle hverdagens udfordringer, men om at se hvor der kan opstå friktion, så I sammen kan lave rammer, der minimerer unødig belastning og skaber gode arbejdsrammer.
Individ-vinklen
Dine triggers er din hjernes måde at råbe "pas på!", baseret på tidligere erfaringer eller sensorisk overbelastning. Ved at kortlægge dine egne triggers kan du hjælpe dig selv til at undgå dem forud, og til at finde strategier eller omveje, der beskytter dit nervesystem.
Har du idéer til begreber der skal på listen? Skyd mig en besked!